Elskovsdrikken
Af: Gaetano Donizetti og Felice Romani
Den Jyske Opera
Landsturné: 28. januar - 16. marts 2009

Stemningen er løssluppen som en dejlig italiensk sommerdag, med vasketøjet flagrende imellem bygningerne, amoriner i luften og duften af rigtig pasta, der strømmer ud til publikum.

Den usikre bonde Nemorino, er forgabt i den dejlige, livlige Adina. Adina er dog mere interesseret i at nyde livet og mændenes gunst – bare fordi hun kan. Nemorino vil gøre alt, hvad der står i sin magt for at vinde Adinas kærlighed, så da kvaksalveren Dulcamara kommer til byen, køber han en elskovsdrik, som vil gøre alle piger forelskede i ham indenfor 24 timer. Imens spiller Adina op til den tilrejsende sergent Belcore, og for at teste Nemorinos følelser siger Adina, at hun vil gifte sig med Belcore næste dag. Nemorino tager sig ikke af det, for han ved jo, at drikken vil nå at virke. Nemorinos ligegyldighed vækker dog Adinas interesse, og hun når at trække sig fra ægteskabet med Belcore inden det er for sent. Taberen bliver den forsmåede Belcore, men for en smuk soldat som ham venter lykken lige om hjørnet, så han tager det med oprejst pande,

Allessandro Ciammarugi’s scenografi er bygget op som en landsby anno ca. 1950 med konturerne af en industriby i baggrunden. Det er smukt og idyllisk og fungerer rigtig godt. Det er et godt valg at placere forestillingen i en svunden tid uden at føre den helt tilbage til 1830’erne hvor operaen havde sin førsteopførsel. Det er med til at gøre den ellers lidt tyndbenede og naive kærlighedshistorie troværdig. Som publikum føler man sig underholdt imens man nyder den fantastiske musik fra orkestergraven og de stærke sangpræstationer fra såvel solister som kor.

Her tænker jeg især på David Danholts Nemorino, som har den rette blanding af usikkerhed overfor situationen og den store, ægte kærlighed, han føler for sin elskede Adina, der med Elsebeth Dreisigs fantastiske og sødmefyldte koloraturer fortjener at blive fremhævet særligt. Endelig gjorde Luciano Miottos fortolkning af den skruppelløse sælger Dulcamara stor og berettiget lykke hos publikum med sin fine komiske sans og gavtyvagtighed.

Desværre drukner lyden for meget i scenerummet. Forestillingen er en turneforestilling, og der kan derfor være stor forskel på de rammer, der skal spilles under. Det stiller meget store krav til sangernes evne til at tilpasse sig det enkelte rum, og desværre løses dette ikke optimalt, og sangerne har svært ved at få lyden helt ud til publikum.

Dertil kommer, at Andrea De Rosas personinstruktion af Gianetta og Belcore ikke fungerer optimalt. Vibeke Kristensens fortolkning af Gianetta flyder for meget sammen med koret. Der går alt for lang tid inden man finder ud af, at hun ikke bare er en fremtrædende figur i koret, men at hun faktisk har sin egen rolle og funktion. For Daniel Hällströms Belcore gælder det, at han er lidt for plastisk og ikke skarp og overbevisende nok.

Men alt i alt er det en dejlig forestilling med et højt underholdningsniveau, der på trods af enkelte detaljer tager publikum med på en romantisk rejse til det varme og sødmefulde Italien.