Krasnoyarsk (urpremiere)
af Johan Harstad
Caféteatret
23.januar - 27.februar 2010

Café Teatret præsenterer en forestilling, der i kølvandet på jordskælvskatastrofen på Haiti får en særpræget og ubehagelig aktualitet. Desværre sløres forestillingen af en til tider forvirrende dramatisk konsekvens og en uklarhed omkring budskabet, der på trods af de tre skuespilleres ihærdige indsats gør, at man aldrig rigtig drages ind i universet og fortællingen.

Efter Ragnarok
En naturkatastrofe af usete dimensioner har ramt jorden. Det meste af klodens landområder er sunket i havet, så kun dele af Eurasien er tilbage. De få overlevende kæmper for at genetablere holdbare levevilkår og finde sig selv igen, men uden det store held.

Den unge norske dramatiker Johan Harstad tegner med Krasnoyarsk et (muligt) billede på tiden efter Jordens undergang. Eller rettere et billede af ruinerne efter Jordens meget bogstavelige undergang: De kontinentale plader er i et kæmpemæssigt brag stødt sammen og er forsvundet under havets overflade. Kun en lille del – i omegnen af Sibirien – står tilbage og de få mennesker, der har overlevet katastrofen forsøger desperat at redde, hvad reddes kan.

Udgangspunktet for den ”etablerede” del af menneskeheden er den tidligere Sibiriske base i Krasnoyarsk. Herfra udsendes videnskabsmænd for at undersøge hvad, hvor meget og – i givet fald – hvem, der har overlevet naturkatastrofen. Forvildet og i laset tøj bevæger de sig rundt i menneskehedens desperate forsøg på at skabe grobunden for et nyt liv og en ny normalitet – skræmmende lig det haitiske folks kun alt for aktuelle forsøg på at gøre det samme efter jordskælvet.

Liv ud af intethed
På sin færden i det knuste landskab (enkelt og virkningsfuldt lavet af scenograf Rikke Juellund med skæve flader og knust, sort støv som de eneste elementer) støder en af disse videnskabsfolk (Olaf Johannesen) på en kvinde (Tammi Øst), der siden katastrofen har overlevet i en faldefærdig lade uden kontakt til andre mennesker. Kvinden kæmper en brav kamp for at bevare sig selv og sin menneskelighed.

Hos hende finder antropologen en stak ”rapporter” med folks fortællinger om deres liv, før verden forsvandt i havet. Selvom han burde melde fundet af både kvinden og rapporterne, vælger antropologen at blive med kvinden i en mærkværdig to-somhed, lige indtil en anden antropolog (Martin Greis) med et noget andet temperament dukker op og ødelægger den skrøbelige idyl.

For mange spørgsmål – for få svar
Da den nye antropolog dukker op brydes idyllen – desværre også for forestillingen, der rejser flere spørgsmål, end den giver svar på. Det er som om det hele er lidt for tænkt – lidt for meget tankespil fra dramatikerens side, der gør det svært at få det hele med fra scenen og svært at finde ud af helt præcis, hvad kernebudskabet er med ”det hele”. Og det til trods for at instruktøren Line Paulsen og de tre skuespillere mærkbart arbejder hårdt, for at få det til at lykkes. Det lykkes desværre bare aldrig helt.