I Som man behager lader Shakespeare – onelinerens ukronede konge – replikken ”all the world is a stage” flyde ud over publikum. I Betty Nansen Teatrets opsætning af amerikaneren David Hares højaktuelle skuespil Øjeblikket ser vi, at er så sandt som nogensinde: Storpolitik er et skuespil. Kærligheden er – til tider – et skuespil. Familieforhold er det som oftest også.

De store spørgsmål bliver så: Hvilken rolle spiller du? Er der en rolle, der er helt specielt tiltænkt dig? Og hvornår spiller du egentlig dig selv?

Livet i det store og det små
Den tidligere krigskorrespondent Nadia (Ann Eleonora Jørgensen) har et dilemma: Hun er brændt ud som krigskorrespondent. Kan ikke klare presset og de mange farlige situationer længere – så hun har søgt væk. Er blevet universitetslektor i stedet i statskundskab ved et af de store amerikanske universiteter. Problemet er, at hun har oplevet storpolitikken i dens yderste konsekvens – krigshandlingerne i Eks-Jugoslavien, Irak, Afghanistan – og nu skal hun høre på en masse idealistiske unge mennesker, der lufter deres mere eller mindre (i hendes optik) naive synspunkter om, hvordan verden hænger sammen.

Heldigvis har hun fundet en dejlig, forstående og fornuftig kæreste, Philip (i Søren Vejbys skikkelse). Hos ham prøver Nadia at finde den ro, hun ikke selv kan skabe sig selv. Han er alt det – hun gerne vil have, at hun har brug for. Han er nu heller ikke helt fri for traumer og neuroser, opvokset som han er i et skilsmisse hjem, med en kvindeglad far der skred, og en mor, der faldt fra hinanden. Men det taler blot til Nadias beskytter instinkt.

Så en dag viser Philip hende den ultimative tillid: Han tager hende med til Sydfrankrig og sin fars selvvalgte eksil. Philip er klar til at vise sin far (Søren Spanning), at han nu endelig har styr på sit liv – også selvom han aldrig blev læge ligesom faderen – ”bare” fysioterapeut. 

Men besøget hos faderen bliver skæbnesvangert: Philip plages af jalousi over den umiddelbare forbindelse, der opstår mellem Nadia og faderen. Han er sikker på, at hans far vil forsøge at forføre Nadia og tage hende fra Philip. Nadia oplever derimod en person, der ser igennem hende og konfronterer hende med sit eget spil for galleriet. Da de rejser derfra bliver det til et liv, hver for sig – og med Nadia tilbage i krigszonen til det, der er hendes skæbne. Livet som krigskorrespondent.

Enkelhed med Freud på sidelinjen
Peter Langdal har formået at få det bedste ud af sine tre hovedpersoner i en lille og indelukket scenografi, der afgrænses på alle fire sider af publikumsrækker. Her skal – og kan – intet skjules. Ja, man foranlediges nærmest til at sige, at Freud sidder med på sidelinjen, for her kommer alt det skjulte, det usagte, det undertrykte frem i dagens lys. Til glæde og befrielse for nogen, til ødelæggelse og desperation for andre. Og der bliver spillet fantastisk skuespil – og det til trods for alenlange enetaler og indviklede diskussioner på højt filosofisk plan. Også Laus Høybye som den unge studerende Dennis træder stærkt og underholdende i karakter lige fra starten, så man sad lidt og håbede, at han ville komme tilbage igen.

Desværre er det også, som om Peter Langdal og scenograf Mia Stensgaard har villet få så meget som muligt ud af den begrænsede scenografi som muligt – og det bliver lidt forvirrende og over-symboliserende: Besøget i Sydfrankrig foregår i et varmt sommerdøgn, men både visne blade, sne, regn og stærk morgen-sommersol når at blive ført på banen. Selvfølgelig med tydelige symbolske lag i forhold til spillet – men det bliver bare næsten for meget og mere forstyrrende end forklarende.

Endelig er der det helt store MEN i Øjeblikket. Skuespillet rørte, samspillet mellem de tre hovedpersoner var brillant (ja faktisk alene oplevelsen værd) og manuskriptet – af den populære amerikanske dramatiker David Hare – utrolig velskrevet. MEN – det var som om historien var blevet hørt før og alle de gode ting ved forestillingen til trods, sad undertegnede tilbage med en murrende fornemmelse af: Hvad var det egentlig, de ville mig? Hvad var det af nyt, historien skulle sige mig? Far-søn traumer, psykologiske debatter om meningen med det hele og en selv, politik vs. virkelighed … ja, det føltes, som om det hele er blevet fortalt før.

Men måske er det netop tematikker, som vi ikke tager skade af at høre igen og igen. For i en tid, hvor der er mange ting at tage stilling til – ikke mindst om hvem vi er og hvad vi er her for – kan det godt være, at vi ikke tager skade af, igen og igen at blive mindet om, at ”på et tidspunkt må man holde op med at løbe fra sig selv…” – som det så evigt rigtigt pointeres i Øjeblikket. Dét lærer Nadia, da hun beslutter sig for at vende tilbage til krigens grusomheder og handle i stedet for bare at overveje – og dét er en tanke, vi andre heller ikke tager skade af at høre igen.