|
Nick Cave teaterkoncert
Betty Nansen
(10/1 09 - 14/2 09)
Når alt går op i en højere enhed og man bare vil have mer’ og mer’
… teater når det er så godt at det kan sidestilles med euforiserende
stoffer!
At mangle ord er ikke et fænomen, der overgår mig særlig ofte. Spørg
blot min omgangskreds! Men her, hvor jeg skal forsøge at sætte ord
på Aarhus Teaters Nick Cave Teaterkoncerten – der huserer på Betty
Nansen Teatrets anneksscene Edison frem til den 14. februar – er det
alligevel som om, at jeg mangler dem … ordene. Kun ganske enkelte
kommer flydende af sig selv: Kom af sted! Se den selv!
Et sort, syret og sygt univers – der er så smukt, så smukt
Alt er stille. Der sidder ti mennesker på scenen. Alle ser de lidt
malplacerede ud. Forrest sidder en ældre mand med en bibel. Én for
én kalder/tvinger han de henholdsvis surmulende, forskrækkede,
vrængende, udfordrende, undskyldende, ”I-don’t-give-a-fuck” personer
frem for – viser det sig – at bekende deres synder. Og pludselig er
alt ikke stille mere, men er forvandlet til en malstrøm af musik,
menneskelige neuroser, forbrydelser, religiøs fanatisme, tragedier,
perversioner med meget, MEGET mere … blandt andet ønsket om nærvær,
om kærlighed og at blive elsket og om at finde sig en plads, midt i
dette helvede, der har vist sig, at være livet.
Det er så sort, så sort – og så uendeligt smukt!
Skuespiller, sanger, musiker i en skøn forening
At forestillingen fungerer så overbevisende skyldes foruden et
vanvittig godt materiale, at de ti skuespillere og sangere på scenen
– ja undskyld mig – spiller og synger en hvis legemsdel ud af
bukserne. Ved premieren på Edison var der enkelte problemer med
lydudstyret, men ellers var der ikke en finger at sætte på noget som
helst. Godt nok fik vi at vide, at man lige et par dage forinden
havde måttet inddrage et par krykker og en kørestol i
forestillingen, da Anne Sofie Byder havde brækket benet under en
ulykke på scenen. Men selv det var indpasset på skønneste vis i
forestillingen og havde vi ikke vidst bedre, tror jeg ikke, at vi
havde troet andet, end at det var en del af ”det hele”.
En genistreg
Der er ingen tvivl om, at Aarhus Teater og idémanden bag det hele,
Thomas Bang (der selv medvirker i forestillingen) med Nick Cave
Teaterkoncerten har bedrevet en genistreg og det er ikke så
mærkeligt, at forestillingen allerede i to ombæringer har spillet
for udsolgte huse i Århus. Måske ville det ikke være en dum ide at
oversætte de smukt oversatte/genfortolkede Nick Cave sange tilbage
til oprindelsessproget og sende hele molevitten ud i alverden, for
at vise hvad dansk teater kan præstere.
Jeg vil i hvert fald gøre mit for at komme ud at se den, hvor end
den måtte dukke op: For at blive blæst omkuld af de enorme mængder
vrede, der kastes ud af musikken og skuespillerne, for at blive
forført af vanviddet på scenen og for at føle suget i mellemgulvet
og tåren i øjenkrogen, når den mærkværdige ”preacherman” pludselig
indrømmer, at det eneste han egentlig nogensinde har bedt om er, at
hans elskede igen må finde vejen ”ind i min favn”.
Nå – nu fandt jeg ordene alligevel, lader det til, men for nu at
opsummere er det stadig fåmæltheden, der får lov at gøre sit: Kom af
sted! Se den selv!
link: læs anmeldelsen fra første opførelse på Aarhus teater i 2006
her
|