Min Familie
Af Tracy Letts
Betty Nansen Teatret
Spilleperiode: 15. november 2008 – 10. januar 2009

Min kone spiser piller, og jeg drikker. Det er den pagt, vi har indgået. Jeg drikker, ikke fordi min kone spiser piller, men om hun spiser piller, fordi jeg drikker, skal jeg ikke kunne svare på. Gerhard Mørch

Jesper Langberg åbner ”Pandoras æske” med sin perfekt underspillede Gerhard, der med sin forsvinden sætter handlingen i gang i denne soap opera.
Der er tale om et stykke dramatik, som med sine episodiske tableau, afbrudt af intermezzi med underlægningsmusik, og sin knivskarpe dialog trækker på nogle af de elementer, man finder i enhver amerikansk dramaserie.

Dialogen alene gør, at man er fænget fra starten. Den kunne nok endda begå sig alene som et stykke glimrende litteratur. Jeg er imponeret over denne meget tekst-tunge dialog, hvor skuespillerne konstant er på, og hvor det kræver sit af publikum at følge med. Der tales meget på scenen, og der er mange forskellige handlinger - og der er endnu mere, som ikke siges, men opleves gennem spillet på scenen.

Der er langt imellem de rigtige gode teateroplevelser. Dem, hvor man som tilskuer bliver suget ind i følelseslivet; hvor man indlever sig i dét, som udspilles på scenen; og hvor man dagen efter føler, man er blevet rykket lidt som menneske.
Min Familie er netop en af disse teateroplevelser, hvor den forkrøblede familie Mørchs hemmeligheder bliver smidt på bordet, som en anden frø i biologitimen, og dissekeret ned til der ikke er mere tilbage, hvilket Ghita Nørby som Lizzie indser.

I de godt tre timer, som familien Mørch skændes på scenen, udspilles problemstillinger som pillemisbrug, alkoholisme, selvmord, dysfunktionelle familieforhold, racisme, incest, utroskab og kærlighed. Energien på scenen koger, skuespillerne hiver og flår i hele følelsesregisteret, og det rammer én i salen.
Ghita Nørby er forrygende som pillemisbrugeren Lizzie, der trods sin pillerus formår at rippe op i gamle hemmeligheder og verbalt lemlæste samtlige familiemedlemmer.

De tre søstre er som taget ud af Tjekovs melankoli. Kirsten (Karen-Lise Mynster) kæmper for sit ægteskab. Jette (Tammi Øst) kæmper for at vinde fodfæste og stå ved sine handlinger. Og Karen (Ann Eleonora Jørgensen) er den naive og selvoptagede lillesøster, som kæmper for at finde lykken.

Min Familie er et flot stykke teater, og det fremsætter spørgsmål som ”Hvad er den gode familie?” og ”Hvad er min plads i familien?”.
Betty Nansen Teatret og hele ensemblet på Min Familie viser, hvad dansk skuespil kan, når det er bedst, og dette på trods af, at premiereforestillingen blev forsinket og endte med at tage fire timer.

 

Karen-Lise Mynster og Ghita Nørby
foto: Thomas Petri